Mine Tips

Min mor lærte mig basic-trinnene ved at hækle, da min veninde blev gravid. Jeg startede med at lære at lave luftmasker, fastmasker, indtagninger og udtagninger. Det var nok til at jeg kunne lave mit første hækleprojekt, som var en lille fugl. Min veninde fik den aldrig, og det er hun nok ikke ked af 😉 Når jeg kigger på den i dag, kan jeg virkelig se, hvor lang jeg er nået. Man kan tydeligt se udtagninger og indtagninger, og den er hæklet alt for løst, så fyldet er på vej ud.

Jeg har siden day one lært rigtig mange tips og jeg finder fortsat bedre måder at gøre tingene på. Jeg har derfor lavet en liste med de tips, som jeg ville ønske, jeg havde kendt som “hækle-newbie” 🙂

  • Hiv i arbejdet undervejs, så det former sig rigtigt
    Det er vigtigt, så formen ikke ændrer sig, når du er færdig og putter fyld i. Det hjælper også, hvis du har hæklet lidt for løst eller fast, da du kan nå at rette meget blot ved at strække i arbejdet.

  • Nåle i forskellige størrelser. Køb nåle i forskellige størrelser, så du får en fornemmelse af, hvad der giver mening for dig. Senere vil du kunne tilpasse mønstrene efter andre nåle, end opskrifterne anbefaler. Mine første nåle købte jeg for stort set ingen penge på e-bay. Jeg har fundet nogen lignende her.

  • Lyst og tykt garn. Når du skal lave dit første projekt, vil jeg anbefale, at du køber lyst garn og gerne af en vis tykkelse. Det gør det lettere at se maskerne, så du lærer hvordan de ser ud.

  • Hold nålen i et fast greb. Når du begynder at hækle, skal du være opmærksom på, hvordan du holder nålen. Du skal holde den i et fast greb, men du må ikke spænde for meget i hånden. Det er let at overbelaste musklerne i hånden, og jeg skulle hilse at sige, at det ikke er rart de næste par dage.
    Hvis du bliver øm i hånden eller du ikke er tilfreds med dit arbejde, så overvej en nål med et andet design. Jeg startede med en nål, som var af metal, men jeg blev øm i hånden. Jeg købte derfor nåle med gummihåndtag, som var langt bedre for mig. Det kan være individuelt for hver person, så prøv dig frem.

  • Opbevaring af garn. Det er en rigtig god idé at finde et sted at opbevare garnet. Både så det ikke bliver for støvet (eller fyldt med kattehår i mit tilfælde) + at du vil opdage, at garnudvalget meget hurtigt kan vokse, og så er det godt at være på forkant. Jeg har hæklet en kurv i ribbon-garn. Opskriften har jeg fundet hos hobbii.dk.

  • Hækling to-go. Når jeg skal på en længere køretur, rejse eller har ventetid, har jeg ofte et garnprojekt med. Oftest er det et projekt med en simpel opskrift, så jeg kan lave det uden at tænke for meget. Jeg har købt nogen plastposer i IKEA med genluk, som jeg er rigtig glade for. De er ikke så store, og pga. Genluk kan du have hæklenul, markør osv med på farten. Jeg bruger dem også til at holde styr på mine igangværende projekter, da jeg har utrolig svært ved at holde mig til ét af gangen. Du finder poserne her.

  • Tæl masker efter hver række. Det er tidskrævende og ikke det mest spændende ved hækling, men det er bestemt besværet værd. For det første risikerer du ikke at hækle en masse omgange, for at finde ud af, at du har hækler forkert for x antal omgange siden, og du derfor skal pille det op. Det er simpelthen noget af det værste, jeg ved 😀 For det andet lærer du, hvordan maskerne ser ud, når de er hæklede.